Metropolzonen og højhusplaner

Vi mener at argumentet om, at højhuse er svaret på en tidssvarende arkitektur er absurd - højhuset har over hundrede år på bagen. Højhuset er en mulighed man kan vælge - eller vælge fra.

Tivolis hotelprojekt er spydspids. Får Tivoli grønt lys og gennemfører projektet, er hele byen principielt åben for højhusbyggeri.

To Initiativer fra Rådhuset - mere præcist ved Overborgmester Ritt Bjerregaard og Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam - har stor betydning for Tivolis højhusplaner.
Der er således udarbejdet et oplæg til et kommuneplantillæg, som skal fastlægge de overordnede principper for placering af højhuse i København. Der er lagt op til debat med borgermedindflydelse, men samtidig har Bjerregaard og Bondam paradoksalt nok allerede i oplægget meldt ud, at der potentielt kan bygges højhuse overalt i København - også indre by: “Der er intet område, der er helligt”, citeres Ritt Bjerregaard for i Politiken 4. nov 2006.
Endvidere er begrebet Metropolzonen lanceret. “Zonen” dækker området fra Jarmers Plads til havnen og fra Rådhuspladsen til Hovedbanegården, og borgmestrenes målsætning er, at området skal undergå store forandringer med henblik på at fremme byens karakter af moderne metropol - frem for noget via højhusbyggeri.   

Men hvorfor blåstempler Overborgmesteren og Teknik- og Miljøborgmesteren pludselig højhuse i et område, hvor det tidligere var en selvfølge at udelukke dem?
Det nærliggende svar er, at en række private virksomheder beliggende i “Metropolzonen”: Tivoli, Dansk Industri, Nordisk Film (Paladsbiografen) og Realdania, har ønske om at bygge nyt og udvide, og det skal bl.a. ske i højden.
Metropolzonen og højhusstrategien er som skræddersyet til disse virksomheders ønsker - men skal private virksomheders interesser være den styrende faktor for byudvikling? Borgmestrene Bjerregaard og Bondam er tilsyneladende lutter velvilje overfor byggeplanerne, men de indleder samtidig en dialog med borgerne, der imidlertid ikke forekommer overbevisende i retning af reel indflydelse. For med Ritt Bjerregaards I won’t take no for an answer-attitude er en reel demokratisk proces i teorien sat ud af spil. 

Hvad angår jagten på spektakulære vartegn som city-branding-strategi, halter København langt efter de fleste andre hovedstæder - og gudskelov for det. Det giver os muligheden for at tage ved lære og undgå de samme fejl, nu hvor vi i modsætning til de fleste andre nationer har en hovedstad, der bærer præg af besindighed og humanisme - noget helt specielt. Inden Ritt Bjerregaard introducerede tanken, følte københavnerne vel næppe et behov for, at deres by skulle kunne sidestilles med London og Berlin.